Flydende aktivitetshus på vej til Århusgadekvarteret

13. november 2018

I 2017 foreslog By & Havn, at der etableres et flydende aktivitetshus ved Sandkaj, som kan understøtte de mange ønsker fra beboere og foreninger i Nordhavn om at bruge vandet aktivt. Nu er aktivitetshuset godt på vej mod realisering. Vinderprojektet er fundet blandt tre indkomne tilbud.

Det blev CG Jensen og Spektrum Arkitekter, som vandt konkurrencen om at bygge det nye, flydende aktivitetshus ved Sandkaj i Århusgadekvarteret.

By & Havn er med til at finansiere og anlægge faciliteterne i samarbejde med Københavns Kommune. Forud er gået en række workshops med Nordhavn IF og repræsentanter fra de vandsportsrelaterede foreninger, bl.a. vinterbaderne og kajakklubberne, der også er involverede i den midlertidige robådsforpost på Murmanskmolen. På disse workshops har interessenterne defineret deres ønsker til projektet, og det er disse prioriteringer, krav og ønsker, som har været ophavet for de tre tilbudsgivere. 

”Nordhavn og Århusgadekvarteret er omgivet af vand, og derfor har vi særlig fokus på fritidsaktiviteter på vand både sommer og vinter i bydelen. Det kommende, flydende aktivitetshus formår at tilpasse sig omgivelserne på Sandkaj og rummer gennemtænkte, fleksible og praktiske faciliteter, der bliver et rigtig godt tilskud til kvarterets egenart som en bydel ved vandet til glæde for fællesskaberne blandt beboere og besøgende i bydelen - hele året rundt,” siger udviklingschef Rikke Faaborg Jarmer, By & Havn. 

CG Jensens projekt udmærker sig ved at være et aktivitetshus i godt design, der understøtter kvarterets maritime karakter og åbner sig op mod publikum, så aktiviteterne er synlige fra Sandkaj. 

I udvælgelsen af vinderforslaget er der endvidere lagt vægt på, at der er fin adskillelse mellem offentlige og foreningsbaserede arealer, hvor der samtidig er en rigtig god mulighed for udvidelse af de offentlige arealer. 

I alt er der 152 indendørs kvadratmeter i vinderprojektet. Huset forventes at komme til at rumme foreningslokale, toilet- og badefaciliteter, sauna, og omklædning. 

Alle foreningerne har været inviteret til en række af workshops og møder op til, under og efter konkurrencen. 

”Det har været inspirerende og spændende at være med. Det har ind imellem været svært at forene de mange forskellige behov, foreningerne har, men der er fundet løsninger og kompromisser. Jeg er sikker på, at det har kvalificeret huset, at foreningerne har været inddraget. Vi glæder os virkelig meget til at få et fast ’klubhus’ ved Sandkaj sammen med de andre foreninger – og dét er jeg overbevist om, at de andre foreninger også gør,” siger Eva Thoft fra Nordhavn Vinterbaderklub. 

Konstruktionen af aktivitetshuset kommer til at ske ved Prøvestenen hvorefter delelementerne sejles til Sandkaj og monteres i moduler. Det forventes, at bygningen er klar til brug i løbet af sommeren 2019. 

By & Havn er bygherre på det flydende aktivitetshus. Når huset står færdigt, overtager Københavns kommune ejerskab og drift i fællesskab med de tilknyttede foreninger. By & Havn har finansieret med 5,6 mio. kroner ex. moms og Københavns Kommune har finansieret med 2,5 mio. kroner ex. moms til udvikling og realisering af projektet.

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:



Kristian Wederkinck Olesen

Kommunikationschef

E: kwo@byoghavn.dk

T: 3053 5004


Carsten Arlund

Redaktør - billedredaktør

E: ca@byoghavn.dk

T: 2075 1701



Lotte Rosenholm

Kommunikationskonsulent

E: lot@byoghavn.dk

T: 3057 8206