Danmarks hurtigste el-tankstation er åbnet i Nordhavn

7. februar 2018

Den 1. februar åbnede en ny el-tankstation til elbiler i P-hus Lüders i Århusgadekvarteret i Nordhavn. 150 kW ladestanderen betyder, at det bliver muligt at oplade sin elbil væsentligt hurtigere end hidtil. 

El-tankstationen er opsat i et samarbejde mellem selskabet CleanCharge Solutions ApS og By & Havn, der udvikler Nordhavn og ejer P-hus Lüders. 

Foruden den nye ladestander på 150kW findes der allerede en 50kW, og to 22kW ladestandere i P-hus Lüders. El-tankstationen kan anvendes af forskellige biltyper. Med 150kW ladestanderen bliver det i fremtiden muligt, at lade til 100km kørsel på sin el-bil på 8 min, fremfor 1-2 timer, som det tager på en almindelig ladestander.

”Nordhavn er fremtidens bæredygtige bydel, og den nye, hurtige el-tankstation ser vi fra By & Havns side som et naturligt tilbud til bydelens bilister. Vores målsætning er i det hele taget, at Nordhavn skal være stedet, hvor fremtidens energirigtige løsninger udvikles, afprøves og implementeres,” siger udviklingschef Rikke Faaborg Jarmer, By & Havn. 

”Vi er rigtig glade for at være med til at åbne den hurtigste ladestander i Danmark, så beboerne og de besøgende i Nordhavn kan få en hurtig opladning af deres elbiler,” siger Claus Bildsøe Astrup, direktør for CleanCharge Solutions ApS.

Samarbejdet mellem By & Havn og CleanCharge er kommet i stand i kraft af partnerskabet EnergyLab Nordhavn. Partnerskabet består af 12 af Danmarks førende offentlige og private aktører inden for bæredygtig energi og bymiljøer i et unikt samarbejde støttet af EUDP. EnergyLab Nordhavn bruger Nordhavn som et levende storbylaboratorium og demonstrerer, hvordan man kan samtænke el, varme, energieffektive løsninger og elektrisk transport i et intelligent og optimeret energisystem. 

Foruden selve opladningsfunktionen er el-tankstationen indrettet således, at By & Havn og Clean Charge får adgang til forbrugsdata og kendskab til det behov, der er for elopladning i en ny bydel, som Nordhavn, hvor højklasset kollektiv transport er den bærende del af bydelens infrastruktur.

El-tankstationen er sat i drift 1. februar 2018 og er tilgængelig for alle enten via direkte betaling ved at scanne QR-koden ved ladeudtaget eller abonnement, som kan rekvireres hos CleanCharge Solution Aps ved at skrive til info@cleancharge.dk eller telefon 7199 2800. 

Ladestanderne kan endvidere anvendes af udenlandske kunder via Roamingtjenesten intercharge.

P-hus Lüders ligger i Helsinkigade 30, 2150 Nordhavn.



Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:



Kristian Wederkinck Olesen

Kommunikationschef

E: kwo@byoghavn.dk

T: 3053 5004


Carsten Arlund

Redaktør - billedredaktør

E: ca@byoghavn.dk

T: 2075 1701



Lotte Rosenholm

Kommunikationskonsulent

E: lot@byoghavn.dk

T: 3057 8206