Nordhavns første P-hus med byrum og træningsfaciliteter på taget

25. august 2016


Det nye P-hus i Århusgadekvarteret er som en bygningsmæssig schweizerkniv: 485 parkeringspladser til biler og 10 til motorcykler, nærgenbrugsstation og dagligvarebutik – og på taget ligger et fantastisk byrum med træningsfaciliteter i 24 meters højde og udsigt over Øresund og havneløbet. 

P-hus Lüders blev taget i brug allerede i juni, men nu indvies parkeringsdelen officielt. I weekenden den 27. og 28. august, hvor Kulturhavn fylder havnen med arrangementer, åbner også Konditaget Lüders på toppen af P-huset med masser af aktiviteter, der sætter fokus på tagets faciliteter og muligheder. 

”Det er en oplevelse, man skal unde sig selv, at besøge det nye P-hus i Århusgadekvarteret og ikke mindst faciliteterne på taget. Århusgadekvarteret er et tæt bykvarter med vand på tre sider, så vi fandt det nærliggende at bruge P-hus taget til at skabe et nyt byrum, hvor Nordhavns nye beboere og besøgende kan komme op, bruge træningsfaciliteterne, lege med ungerne eller bare sidde og nyde udsigten over Nordhavn, havneløbet og Øresund,” siger adm. direktør Jens Kramer Mikkelsen, By & Havn. 

By & Havn er bygherre på huset, der er tegnet af JAJA Arkitekter og opført med 5E Byg som entreprenør. Konditaget Lüders er udviklet af By & Havn i samarbejde med DGI Storkøbenhavn, crossgym- og løbeeksperter samt Lokale og Anlægsfonden. By & Havn har finansieret faciliteterne med støtte fra Lokale og Anlægsfonden.

Byrum til ophold og træning

Konditaget Lüders er et 2.400 m2 offentligt tilgængeligt byrum i 24 meters højde. Træningsfaciliteterne begynder faktisk i jordhøjde, idet de udvendige trapper på to af P-husets facader kan bruges til bl.a. løberute og intervaltræning på vej mod husets tag. 

På taget er er der installeret stativer og bænke, der gør det muligt at lave varieret træning og giver plads til ophold og hvorfra man kan nyde den fantastiske udsigt over vandet. Hvis man er den aktive type, kan man træne Crossgym, TRX, box jumps, løbetræning (på trapperne og på 60 meter sprintbanen) og panna fodbold, ligesom man kan gynge, hoppe på minitrampolinerne og forcere klatrespiralen.

Der er naturligvis udlagt faldunderlag ved aktiviteterne. Basis i underlaget består af bildæk, der er granuleret og genbrugt. Det ildrøde underlag er ny granulat, og det teglrøde er lavet af genbrugte Nike gummisko, som aldrig nåede butikkerne.

Alle kan bruge Konditagets faciliteter. Medio september starter organiseret crossgym-træning gennem den nye idrætsforening Nordhavn IF. Hvis du er interesseret i at deltage, så hold øje med Konditaget Lüders Facebook side og hjemmeside for yderligere information om træningsholdene.

Foreninger, som er interesserede i at lave organiseret idræt på Konditaget Lüders, skal henvende sig til Nordhavn IF via DGI Storkøbenhavn. Se kontaktinfo på www.konditaget-luders.dk.

Private og kommercielle aktører, som er interesserede i at lave en aftale om træning på Konditaget Lüders, skal henvende sig til By & Havn.

Energirigtigt P-hus viser Nordhavns industrihistorie på facaden

Selve P-hus Lüders er opført i beton med klimaskærm i corten metal. På syd- og vestfacaderne er monteret 40 plantekasser med 640 planter, og langs nord- og østfacaderne er der plantet klatreplanter, der over tid vil begrønne P-huset. 

Langs den ikoniske trappe løber en frise, som illustrerer forskellige scenarier fra Nordhavns lange historie som industrihavn. Frisen er tegnet af RAMA Studio, som også står bag husets skiltedesign. 

Indendørs fordeler de 485 parkeringspladser sig på syv parkeringsdæk, og overalt er huset oplyst med energibesparende LED lys. Op- og nedkørsel sker i et samlet rampeanlæg for at reducere kørslen og dermed reducere CO2 udledningen.

Foruden P-hus Lüders og Konditaget Lüders åbner en næsten 1.000 m2 stor dagligvarebutik primo 2017. Nærgenbrugsstationen forventes ligeledes at åbne primo 2017. Indretning af både dagligvarebutik og nærgenbrugsstation påbegyndes i løbet af efteråret 2016.

Program for åbningsweekenden

Lørdag den 27. august:

Kl. 09.00 – 10.00: Morgenyoga på Konditaget Lüders med udsigt over havnen ved DGI Storkøbenhavn

Kl. 10.15: Copenhagen Runners High motionsløb. Prøv kræfter med et unikt løb i 24 meters højde, 5 x 1,2 km. Løbsarrangør: DGI Storkøbenhavn. Start og målområde på Göteborg Plads.

Kl. 12.00 – 13.00: Legeaktiviteter – leg og bevægelse for hele familien. Kom og lær tricks på trampolin, klatrespiral og panna-bane ved Legepatruljen, DGI Storkøbenhavn

Børneatletik ved Københavns Idræts Forening 

Crossgym workshop 1 ved DGI Storkøbenhavn

Kl. 12.00 – 16.00: Få en prøvetur i havkajak. Ved Redmolekanalen lige ved P-huset står Havkajakklubben Svanens erfarne instruktører klar

Kl. 13.15 – 14.15: Crossgym opvisning og konkurrence ved Norce CrossFit, hvor Konditagets faciliteter og redskaber tages i brug

Kl. 14.30 – 15.00: Crossgym workshop 2 ved DGI Storkøbenhavn

Søndag den 28. august:

Åben træning for alle på Konditaget.

Kl. 12.00 – 16.00: Få en prøvetur i havkajak. Ved Redmolekanalen lige ved P-huset står Havkajakklubben Svanens erfarne instruktører klar

Bemærk! Pressefotos, pressetekster fra JAJA Arkitekter og Rama Studio samt faktaark kan hentes på adressen https://www.skyfish.com/p/byoghavn/luders 

Læs mere:

Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:



Kristian Wederkinck Olesen

Kommunikationschef

E: kwo@byoghavn.dk

T: 3053 5004


Carsten Arlund

Redaktør - billedredaktør

E: ca@byoghavn.dk

T: 2075 1701



Lotte Rosenholm

Kommunikationskonsulent

E: lot@byoghavn.dk

T: 3057 8206