Besøg Drømmebyen i Nordhavn

25. august 2014

Besøg Nordhavns åbningsfest den 31. august, og vær med til at skabe Drømmebyen i Nordhavn. Deltag i byggeworkshops, og bliv guidet rundt af nogle af de børn, der står bag drømmebyen.

Til åbningsfesten står kunstnere, arkitekter og elever fra Strandvejsskolen på Østerbro klar med værksteder, hvor du kan bygge dine drømme for Nordhavn. Børn og voksne kan bygge med på en fælles skulptur, skitsere idéer på postkort og konstruere bygninger med mini gasbetonblokke. Sæt dig godt til rette i den overdækkede drømmeby med udsigt til både havneløb og Øresund og kom med dit bud på den gode by ved vandet.

Det er By & Havn, der i samarbejde med Københavns Internationale Teater, COBE arkitekter, Billedskolen i Tvillingehallen, Copenhagen Kids og 150 elever fra Strandvejsskolen på Østerbro gennem længere tid har arbejdet på et fælles projekt, hvor skoleeleverne lærer om arkitektur og byplanlægning og bygger deres egen 300 m2 drømmeby i Nordhavn på en uge.



Østerbro er nærmeste nabo til Nordhavn, og det er naturligt, at bydelen inddrages i Nordhavns åbningsfest. Nordhavn udvikles både for den nuværende og ikke mindst for de næste generationer. Derfor inddrages Østerbros børn, som vil være blandt de fremtidige brugere af den nye bydel. Børnene bliver synlige og aktive medspillere i Nordhavns udvikling.

Elevernes arbejde begyndte i juni, hvor der blev afholdt en workshop med elever fra 4.-8. klasse på Strandvejsskolen. Eleverne besøgte mange forskellige locations i Nordhavn, lavede kortlægninger, tegnede postkort og byggede mere end 70 modeller og lærte om arkitektur og byplanlægning.

Tre arkitekter og tre kunstnere fra henholdsvis COBE arkitekter, Copenhagen Kids og Københavns Kommunes Billedskole i Tvillingehallen har arbejdet med eleverne i kreative workshops, hvor Nordhavns mange facetter er blevet undersøgt, og hvor børnene har produceret alverdens bidrag og tilføjelser til byen ud fra deres egne forestillinger, fantasi og holdninger til byen.



Klasseværelset flytter til Nordhavn
Mandag den 25. august samles alle 150 elever fra Strandvejsskolen igen. Nu på Redmolen i Nordhavn. I løbet af ugen skal de skabe selve universet ’Drømmebyen i Nordhavn’ helt ude på Redmolens yderste spids. Her skabes Drømmebyen ud fra de unges modeller, planer, tegninger, farveskalaer og installationer.

Strandvejsskolens klasseværelser flyttes til Redmolen i de fem dage. Det er her mellem Øresund og Inderhavnen, helt tæt på vand og havgus, at eleverne bygger deres Drømmeby med fantasifulde broer, spektakulære tårne, taghaver og skove og helt sikkert en masse flydende projekter. De udvikler fortællinger, historier og tegneserier til Nordhavn. 



Der arbejdes med gips, pap og papir, genbrugsmaterialer og gasbeton. Der anvendes alle mulige former for farvelægning. Modellerne bygges i alle skalaer fra 1:200 til 1:10. Alle ungernes forslag indarbejdes og præsenteres på et 8x10 meter stort kort over Nordhavn.

Den 300m2 store udstilling er overdækket, således at arrangementet kan gennemføres også i tilfælde af regnvejr.





Baggrund
I de senere år har flere gennemført projekter, hvor børn/unge arbejder med design og arkitektur, med stor succes. Der er desuden kommet yderligere fokus på dette med regeringens nye arkitekturpolitik, Arkitekturpolitik – Mennesker i centrum, hvor ét af de fire indsatsområder er at uddanne børn og unge i arkitekturens potentialer og medbestemmelse.

Det er dette spor, der følges i Drømmebyen i Nordhavn: Børn som fremtidige brugere og indflyttere, børn som medskabere, men også børn som kritikere.

De 150 elever fra Strandvejsskolen er blevet udfordret til at være undersøgende over for den fremtid og de rammer, som den nye bydel vil skabe for kommende beboeres liv, og børnene har selv bidraget med deres bud på fremtidens Nordhavn.

Strandvejsskolens mål med projektet skal ses som en del af ”Den åbne skole” (jf. Folkeskolereformen), hvor byen åbnes for eleverne, og fagene gøres nærværende og vedkommende. Her stimuleres elevernes læring af eksperter, som åbner deres specifikke fagområder op for eleverne.

I samarbejdet opnår eleverne viden og refleksion om faglige elementer, der almindeligvis ligger uden for skolens fagområder. På den måde sker en udveksling mellem arbejdspladser i lokalsamfundet og skolens elever.

Skolens bydel er under stadig forandring. Navnlig udviklingen af Nordhavn vil betyde, at Østerbro vil sige velkommen til tusinder af nye borgere og ikke mindst mange børnefamilier. Overordnet vil de deltagende elever få en forståelse for en række af de planlægningsmæssige overvejelser, som ligger til grund for byudviklingen. Hvad er ”den gode by” ud fra elevernes perspektiv? Her skal eleverne altså opnå viden om byudvikling, arkitektur, infrastruktur, miljø mv.

Skolefagene er også bredt repræsenterede i forløbet, f.eks. samfundsfag (urbanisering, subkulturer), dansk (livsværdier og livssyn, verbal/nonverbal kommunikation), matematik (geometri, målestok, modellering) og billedkunst (modelbygning, farvelære, arkitektur).

Drømmebyen i Nordhavn er arrangeret af Københavns Internationale Teater for By & Havn i samarbejde med COBE arkitekter, Københavns Kommunes billedskole i Tvillingehallen, Copenhagen Kids og Strandvejsskolen på Østerbro. Projektet er finansieret af By & Havn med støtte fra Østerbro Lokaludvalg og Københavns Kommunes Kultur- og Fritidsudvalg.




Pressekontakt


Pressen er velkommen til at kontakte kommunikationsafdelingen, der kan være behjælpelig med yderligere information, illustrationer, baggrundsmaterialer og lignende. Vi bestræber os på at kunne give en hurtig tilbagemelding på pressens henvendelser.

 

Kontaktpersoner:

Carsten Arlund
Redaktør - billedredaktør
E: ca@byoghavn.dk
T: 2075 1701




Lotte Rosenholm
Kommunikationsmedarbejder
E: lot@byoghavn.dk
T: 3057 8206