Lokalplan for Århusgadekvarteret Vest

 

Den nye bebyggelse i 'Århusgadekvarteret Vest' styrker selve Århusgades forløb og binder kvarteret sammen med Østerbro. 

Bebyggelsesplanen indeholder relativt små byggefelter med bygninger i 4 til 6 etager samt tre højere bygninger. De forholdsvis små byggefelter giver det samlede Århusgadekvarter et sammensat og mangfoldigt præg, så det fremstår som en bydel med en menneskelig skala.

Udover en koncentration af detailhandel vil bygningerne i 'Århusgadekvartert Vest' fortrinsvis huse kontorerhverv. 

Blandingen af lave bygninger i mørke rødlige nuancer og de høje, lyse bygninger sikrer en sammenhæng med resten af Århusgadekvarteret og en byprofil, der styrker kvarterets arkitektoniske identitet.

Bebyggelsesplanen er udformet med et særligt fokus på byrummene omkring metropladsen ved Århusgade, ’det grønne Loop’ og handelsgaden Århusgade. Metropladsen ved Århusgade er en ankomstplads og tilbyder muligheder for ophold, handel og mødesteder for beboere i bydelen og naboområderne.

Nedgangen til metrostationen ligger midt på pladsen, som omkranses af en blanding af gamle og nye bygninger. Bygningerne skaber sammen med pladsens træer et veldefineret grønt byrum med muligheder for ophold i solen. 

Publikumsorienterede funktioner placeres ud mod metropladsen ved Århusgade og ’det grønne loop’.

De handlende på pladsen, cyklister i ’det grønne loop’ og rejsende til og fra metrostationen medvirker til, at byrummet præges af mennesker i bevægelse.

Hent Lokalplanen 

Lokalplanen for Århusgade Vest blev vedtaget i Borgerrepræsentationen den 23. maj 2013. forslaget var i offentlig høring fra 6. juni til 6. september 2013.