Get Adobe Flash player

Ny krydstogtterminal for omsætning og liv i byen

25.04.08 kl. 15:26

Af Salgs- og marketingdirektør Ole Andersen, Wonderful Copenhagen

København er Nordeuropas største krydstogtdestination. Og med en omsætning på ca. 709-1.044 millioner i 2007 bidrager krydstogtturismen med en betydelig omsætning til byen. Udviklingen af Nordhavn kan være med til at sikre, at København fastholder og udbygger sin position på krydstogtmarkedet trods stigende konkurrence fra udlandet.

Den igangværende udvikling af Nordhavn giver os en enestående mulighed for at tænke nyt og utraditionelt. Hvad med at tænke en krydstogtterminal ind i de visioner, der er sat for Nordhavn? Én af visionerne er, at Nordhavn skal være en levende by. Og at der skal være fokus på at skabe attraktive rammer for byliv, kultur- og idrætstilbud. Lad os se mod Sverige, hvor de har valgt at sikre deres krydstogtindustri med en ny krydstogtterminal. Deres sæson er, ligesom vores, begrænset til ca. halvdelen af året. Uden for krydstogtsæsonen lejer de derfor bygningen ud til eventbureauer, som er med til at skabe liv og kulturelle events i området.

En krydstogtterminal vil være med til at sikre visionen om, at Nordhavn skal være en levende by. Og det skabes bedst ved en sammentænkning af både bolig, erhverv, detail og turisme. Kommer der forretninger, caféliv og seværdigheder, vil de mange krydstogtturister udforske Nordhavn og skabe omsætning og liv i sommerhalvåret. Og uden for krydstogtsæsonen kan huset bruges som kombineret kultur- beboer eller mødested – mulighederne er mange. Når det allerede er besluttet, at der skal være en krydstogtkaj i Nordhavn, hvorfor så ikke sikre optimal ressourceudnyttelse ved at bygge en krydstogtterminal, der kan anvendes af beboere og Københavnere uden for sæsonen? Det vil samtidig gøre kajarealerne og havnefronten mere tilgængelig.

Lad os tage et kig på Københavns succes som krydstogtdestination. I Wonderful Copenhagen etablerede vi i 1992 netværket Cruise Copenhagen Network, der sammen med Københavns Havn og 45 samarbejdspartnere arbejder for at markedsføre og udvikle Københavns position som krydstogtdestination. Og det er lykkedes over al forventning. København har vundet adskillige krydstogtpriser, senest to priser for bedste turnaround destination og bedste havneservice. Så hvorfor ikke bare læne sig tilbage og nyde succesen?

Fordi vores mål er at gå fra ”good to great”. Og fordi det er en nødvendighed at være ambitiøs i et marked præget af stor konkurrence. Europa bliver en stadig vigtigere spiller på det globale krydstogtmarked, og det handler om at gribe denne unikke mulighed – blandt andet ved at fokusere på en ny krydstogtterminal i Nordhavn og infrastrukturen i København generelt.

Krydstogtområdet er indtil videre en unik succeshistorie for byen og Danmark. Tallene taler for sig selv. Antallet af passagerer er vokset med 143 procent siden der i 2002 var 173.000 krydstogtpassagerer i København – til 420.000 passagerer i 2007. Og flere og flere skibe vælger at starte eller slutte deres krydstogt i København (et turnaround). Det betyder øget omsætning til byens hoteller, forretninger, seværdigheder og lufthavn. En turnaround gæst i København opholder sig cirka to nætter i byen og bruger gennemsnitligt 800 - 1500kr. pr. dag. Den aktuelle status for København er, at vi har overgået både verdensmarkedets og Østersøregionens imponerende vækstrater.

Men Københavns position på krydstogtmarkedet er truet. Vi kan se, at konkurrencen fra især Østersøens lande bliver hårdere i de kommende år. Oslo har netop færdiggjort en krydstogtterminal, Stockholm bygger og Skt. Petersborg investerer i en ny lufthavn. Og krydstogtselskabernes valg og dermed også udbud afhænger i høj grad af, hvilke faciliteter de enkelte havne kan tilbyde. Og selvom der bliver investeret i en udvidelse af Københavns kajarealer over de næste tre år, bliver vi nødt til at tænke større og mere langsigtet, hvis vi vil fastholde Københavns position.

Derfor er der brug for at tænke en krydstogtterminal ind i planlægningen af Nordhavn – både for at sikre, at København står stærkt og for at skabe en levende by.

Skræmmeeksempler på øde bydele i København, er der desværre nok af. Både Ørestad og Havnestad på Islands Brygge mangler indkøbsmuligheder og kulturliv og er i fare for at ende som ghettoer. En kombineret krydstogtterminal og multikulturhus kan være med til at gøre Nordhavn til den levende bydel, den skal være – hvis byens beslutningstagere tør tænke nyt.

København har nemlig behov for både at tænke nyt i forhold til den internationale konkurrence om turisterne, såvel som det at blive en mere sammenhængende og bedre by at bo i for Københavnerne. Den politiske opbakning er i begge tilfælde alfa omega.


Kommentarer til artiklen (1)

Anders Kreutzfeldt

9. januar 2009
Jeg mener at krydstogtskibe vil være langt bedre placeret i nærheden af lufthavnen. Peberholm eller Prøvestenen.
Krydstogtskibe er lig generering af tung trafik med forsyningslastbiler og turistbusser. I forvejen lider Nordhavnen under begrænsede adgangsforhold.
Desuden er krydstogtskibe lig terrorsikring med stålhegn, betonryttere mv. og generel bortvisning af offentligheden fra vandadgang til rekreative formål. F.eks. gåture, lystfiskeri mv. Gæsterne fragtes normalt mellem skib og turistbus bag stålhegn. Jeg har svært ved at se, hvordan de skulle bidrage positivt til mere liv og omsætning i et område der skal gøre det ud for nærmiljø for andre mennesker.

Kunne man f.eks. lave kajanlæg på Peberholm ved lufthavnen ville det være langt at foretrække da man såå kunne have "egen" motorvejstilkørsel af forsyninger og nem transport mellem lufthavn og skibe. Ingen grund til at sulle presse alle disse menesker gennem København i store treakslede turistbusser.

Du skal være logget ind for at skrive kommentarer.

Klik her for at logge ind