Vær med til at skabe en bæredygtig bydel
10.04.08 kl. 10:42
Af Carsten Koch, bestyrelsesformand for By & Havn. Over halvdelen af jordens befolkning lever i storbyer. For blot 100 år siden var dette tal 10%.
Kan det lade sig gøre at bygge en metropol, som er miljømæssigt bæredygtig?
Spørger man mig, er svaret et optimistisk ja, - men det er et ja, der er betinget af, at vi får en visionær debat om, hvad en bæredygtig bydel er, og om hvordan vi - og fremtidige generationer - får det bedste byliv indenfor de rammer. |  |
Derfor ser jeg frem til tirsdag den 15. april. Her inviterer By & Havn og Københavns Kommune til debat og workshop om byen og miljøet. Mødet er ét af mange tiltag, som skal være med til at gøre udviklingen af Nordhavnen til en kreativ og åben proces. Mødets formål er at samle input til, hvordan vi skaber en miljømæssigt bæredygtig bydel. Input som i vid udstrækning vil blive givet videre til de arkitekter og ingeniører, der vælger at deltage i den internationale idékonkurrence om Nordhavnen, som bliver udskrevet til maj.
Når snakken går på byplanlægning og miljø, drejer den ofte ind på aspekter som miljørigtige byggematerialer, energiforsyning, grønne områder og bytæthed som grundlag for offentlig transport.
Dette er alt sammen meget vigtige aspekter, som er nødvendige for en bæredygtig udvikling af den nye bydel. Aspekter som vi skal diskutere på debatmødet tirsdag. En del af disse aspekter forventer vi, at vi får et bud på i konkurrencen og andre først i udbygningsperioden.
I forhold til udviklingen af Nordhavnen er der desuden nogle særlige muligheder, som jeg gerne vil opfordre til, at vi husker i debatten. Det er de muligheder, der ligger i udviklingen af de mange kvaliteter, der allerede i dag eksisterer i udviklingsområdet. Udviklingen af Nordhavnen er et af de største byudviklingsprojekter i nyere tid. Men Nordhavnen bliver ikke bygget på en bar mark. Der er den dag i dag et pulserende erhvervsliv. Derudover findes der faktisk et udvalg af æstetiske og funktionelle kvaliteter i områdets arkitektur og landskab, som kan udnyttes og udvikles i arbejdet med at skabe en bæredygtig by. De pittoreske gamle bygninger i kvarteret omkring Billedvej, de lange kajanlæg, de høje siloer. Jeg siger ikke, at det gamle skal begrænse os i at tænke nyt. Jeg siger blot: lad os slippe fantasien løs, og overveje om nogle af de unikke ressourcer, der allerede er i området, kan komme til at indgå i helt nye bæredygtige funktioner og sammenhænge i stedet for at lade dem gå til spilde.
Vi håber, I vil hjælpe os med at sætte rammerne for det, vi ønsker, skal blive et internationalt anerkendt eksempel på en bæredygtig bydel. På gensyn til en konstruktiv debat her på hjemmesiden - og på tirsdag den 15. april kl. 19 i DFDS terminalen, hvor borgermødet afholdes.
Du skal være logget ind for at skrive kommentarer.
Klik her for at logge ind