Get Adobe Flash player

 ”Krydstogtferier bliver mere og mere populære, og vi regner med en fortsat vækst i antallet af anløb og turister i København.

Hver fjerde turist, som kommer til København, kommer faktisk i dag med skib, og København er i dag rederiernes fortrukne havn i Østersøen, når der skal skiftes passagerer. Derfor er kajkapaciteten en helt central faktor for rederierne og os, og derfor er det meget positivt, at der anlægges en ny krydstogtkaj i Nordhavnen.

Det er en forudsætning for, at vi fremover kan udvikle København som destination” .

Arnt Møller Pedersen, krydstogtchef for Copenhagen Malmö Port (CMP), der står for den operationelle havnedrift.

Ny krydstogtskaj i Nordhavnen

I forbindelse med byudviklingen af Nordhavnen planlægger By & Havn at bygge en ny krydstogtskaj. Kajen, der skal ligge ved Nordhavnens yderste grænse, bliver 800 meter lang og får plads til mindst tre store skibe af gangen.

København er i dag en af de mest eftertragtede krydstoghavne i Nordeuropa. Hvert år kommer flere og flere turister til København, og mange af dem har København som start- eller slutsted for deres rejse. Langs Nordhavnens østlige side kommer en ny krydstogtkaj, der vil give de mange turister nye og bedre forhold. Krydstogtkajen ventes klar i 2013. 

Den nye kaj vil blandt andet blive mere miljørigtig, idet der forberedes adgang til landstrøm. I dag skal skibene selv producere strøm, hvilket betyder at skibenes motorer ofte er i gang det meste af tiden.

Området omkring den nye krydstogtterminal kan samtidig blive et nyt udflugtsmål for københavnere og turister med udkigstårn, mulighed for spadsereture, løb og skating.

Der vil stadig ligge krydstogtsskibe ved Langelinie, som vi kender det i dag. Men de skibe, der skal skifte besætning og passagerer (de såkaldte turn-a-round-skibe) vil i fremtiden komme til at ligge på den nye krydstogtskaj ved kronløbsgraven.

København den mest besøgte krydstogtsby i Østersøregionen. Det største krydstogtmål i verden er Caribien – skarpt forfulgt af Middelhavet. Nyt er, at Østersøregionen er blevet større end Alaska og i dag er det 3. største krydstogtmål i verden. København er samtidig den havn i Østersøregionen, hvor flest passagerer starter og slutter deres rejse.