Hvor der før var svær havneindustri opstår nu fremtidens bydel omgivet af Øresund. Her vokser boliger og kontorer op side om side med hyggelige pladser og havnepromenader. Nordhavnens byrum bliver en nyfortolkning af Københavns indre brokvarterer med tæt, lav bebyggelse hvor enkelte bygninger stikker op. Som i byen kommer her handelsgader og en blanding af brede og smalle gader. Men midt i den nye by, minder de gamle, renoverede bygninger om, at området i hundrede år har lugtet af smøreolie og sømandssved. Forlængelse af Østerbro med vandetFra starten vil den nye bydel i Nordhavnen blande sig med det gamle Østerbro. Århusgade har i umindelige tider været delt i to af Frihavnsgitteret, som adskiller Østerbro fra vandet. Nu kan den del af Århusgade, der ligger i Nordhavnen udvikles, og gitteret står for at blive revet ned. Den nye bydel blander kontorer med boliger. Derfor er der altid liv og der er både kunder til cafeer og butikker om formiddagen og aftenen. Sammen med byens tæthed, giver det oplevelsen af en levende by. Udvalgte pakhuse og siloer bevaresKøbenhavns skyline er i dag domineret af tårne og enkelte højere bygninger, der bryder den ellers lave bebyggelse. Sådan bliver det også i Nordhavnen, men i stedet for kobberbeklædte tårne vil gamle siloer stikke op sammen med enkelte høje bygninger i arkitektonisk særklasse. På gadeplan føles byen velkendt for folk, der er vant til at komme på Østerbro: Bydelens bygninger er mellem tre og seks etager høje og opføres som karréer, præcis som i brokvartererne. Udvalgte pakhuse, siloer og gamle kontorlokaler restaureres og bevares også i Nordhavnen. De kommer til at indgå sammen med det nye byggeri, så Nordhavnens maritime miljø konstant popper op mellem de nye, moderne byggerier. En blå og grøn byNordhavnen bygges på holme i Øresund, og det kan mærkes i hverdagen. Holmene opstår ved at der graves ud til kanaler fra det eksisterende land. Der vil aldrig være længere end et stenkast til bassiner, kanaler eller selve havet, og i de fleste situationer vil man have vandet helt tæt på. Vandet gøres tilgængeligt med trapper, lave promenader og moler. Vandet bliver et naturligt element i bydelen for beboere, besøgende og medarbejdere som opholdssted, rekreativt område og rum for aktiviteter som sejlads og andre vandsportsgrene. Allerede i dag har Nordhavnen mange grønne arealer, der smyger sig ind og ud mellem de historiske bygninger. Når byudviklingen starter, vil nogle grønne arealer blive omdannet til byzoner, mens andre naturarealer vil opstå. Lommeparker legepladser og små grønne arealer fletter sig ind i byen og giver små pusterum fra den tætte by.
|
|
|
Hovedtrækkene i bebyggelses-principperne for Nordhavnen• Afgravede kanaler tilvejebringer en struktur af mindre holme og bringer samtidig vandet ind i den indre del af planen
• Kompakt bebyggelse i 3-6 etager med enkelte store volumener
• Bevaring af eksisterende bygninger og anlæg som identitetsskabende elementer
• Et ’grønt loop’: en højklasset kollektiv trafikåre, der løber igennem områdets vestlige del og på sigt vil indeholde metroen
• Varieret sammensætning af forskellige bygningsstørrelser- og typer
• Varieret udbud af byrum
• Fintmasket net af komfortable cykel- og gangforbindelser
• Parkeringsanlæg placeret ved de overordnede veje
• Byrum og promenader med offentlig adgang langs kajarealet og -kanter: Mulighed for anlæg af havnebad, vinterbad og lystbådehavn, faciliteter til for eksempel ro- og kajaksport |