En levende by
”Nordhavn skal udvikles med fokus på et alsidigt og aktivt byliv – der skal både være plads til pulserende storbyliv og stille oaser. Nordhavn må ikke få karakter af forstad i storbyen. Det fælles liv i byens offentlige rum er en af storbyens kvaliteter. Nordhavn skal på alle måder være en aktiv og mangfoldig by.” Nordhavn skal være en kompakt og varieret bydel og underbygge målsætningen for København som en ’metropol for mennesker’.
-
Intenst byliv med mangfoldige typer aktiviteter
-
Tilbud om oplevelser på og ved vand
-
Et bredt udbud af butikker, kultur og idræt
-
Byrum, der inviterer til oplevelser, begejstring og udfoldelse for alle
En åben og indbydende by for alle Københavnere
Bystrukturen, med de forholdsvis små og opdelte byggefelter, giver bydelen et sammensat og mangfoldigt udtryk, noget der gør Nordhavn til en by i en menneskelig skala. Projektet har fokus på en åben brug af byrummene, og der etableres pladser og promenader af forskellig karakter, så området tilbyder forskellige former for aktiviteter og urbanitet. Gennem at etablere et decideret ’byrumsforløb’ introduceres man for de enkelte pladser, promenader og parker, samtidigt med at der inviteres til at bruge hele bydelen aktivt.
Tilbud om oplevelser på og ved vand
Målsætningen for Nordhavn som en levende by kommer til udtryk gennem arbejdet med byens pladser, promenader og vandarealer.Alle kajarealer vil få offentlig adgang. Se også afsnittet om en by ved vandet.
Intenst byliv med mangfoldige typer aktiviteter
Ved at fastholde eksisterende bygninger og funktioner i Nordhavn skabes gode rammer for et mangfoldigt byliv, med de kvaliteter, som vi kender fra Københavns ældre bykvarterer. Projektets netværk af pladser, gader og stræder tilbyder forskellige unikke kvaliteter og aktiviteter i hverdagen. For yderligere at styrke et levende bymiljø, etableres udadvendte funktioner i stueetagen på de vigtigste hjørner, pladser og gadestrækninger.
Et bredt udbud af butikker, kultur og idræt
Blandingen af boliger, erhverv og kultur er overordnet set med til at generere en bydel, hvor der er liv på forskellige tidspunkter. Århusgadekvarteret vil som udgangspunkt rumme en ligelig fordeling mellem boliger og erhverv. Således undgås ensartede og døde områder og strækninger, samtidigt med at det planlægningsmæssigt giver stor fleksibilitet og robusthed. Der fastlægges et aktivt bystrøg i Århusgade, med mulighed for et bredt udbud af butikker og kulturelle formål. Der skabes gode muligheder for leg og idræt i byens rum - for eksempel i lommeparker, ’det grønne loop’ og i kanalerne. Herudover indeholder projektet forslag til diverse anlæg til motion og bevægelse som vandsport, vinterbadning, lystbådehavn og legepladser.
Du skal være logget ind for at skrive kommentarer.
Klik her for at logge ind
301000