En by for alle
”Alle typer københavnere skal have mulighed for at kunne bo og nyde livet i Nordhavn, herunder kunne bruge byens rum samt bo og leve tæt på vandet. Byen skal tilgodesede mange forskellige behov, som københavnerne har.”
-
Varierede boligtyper og størrelser
-
Integreret blanding af boliger og erhverv
-
Mangfoldighed, der sikrer plads til alle
-
En venlig by, som både beboere og besøgende har en følelse af er deres
-
Dialog med borgere og kommende brugere om byudviklingen
I tråd med kommuneplanens værdi om ”byen for alle” skal Nordhavn udvikles med henblik på at skabe blandede bykvarterer med et bredt udbud af byboliger og arbejdspladser og samtidig tilgodese københavnernes forskellige behov. Københavns Kommune forventes at vokse med 60.000 nye indbyggere frem mod 2025. Nordhavnsprojektet har mulighederne for at skabe blandede boligområder ved, at der sørges for stor variation af byggefelter- og størrelser, så der kan skabes boliger til forskellige københavneres behov.
De forskellige nuancer illustrerer hvordan bebyggelsen arkitektorisk kan opdeles i mindre enheder
Nordhavnsprojektet rummer både store og små byggefelter, eksisterende havnebygninger med muligheder for ’kreative boliger’ og nye tilbygninger, og det indeholder mange attraktive placeringsmuligheder, både ved vandet og ud til grønne områder og pladser. Kommunen kan give økonomisk støtte til almene boliger og plejeboliger i Nordhavn såfrem dette på et senere tidspunkt besluttes og der findes finansiering. Under hensyntagen til rammerne for selskabets virke, kan By & Havn lave aftaler om forskellige ejerformer.
Integreret blanding af boliger og erhverv
Nordhavnsprojektet giver muligheder for at blande byens funktioner godt sammen, ved at byggefelter i mange forskellige størrelser er stillet op ad hinanden samtidig med, at der er mulighed for funktionsblanding i hvert enkelt byggefelt. Dette vil skabe et solidt grundlag for forskellige typer og størrelser af både erhverv og boliger. Der er en særlig god mulighed for en tæt blanding af boliger og erhverv i den eksisterende Århusgadebebyggelse, hvor der arbejdes med til- og påbygninger til den eksisterende erhvervsstruktur.
Eksempler på til-/påbygninger
Mangfoldighed, der sikrer plads til alle
I Nordhavnsprojektet er der bevidst blevet arbejdet med at underbygge de lokalmiljøer, som Nordhavn har i dag. Århusgadekvarteret er et broget og sammensat kvarter med mange forskellige erhvervstyper, som positivt påvirker mangfoldigheden. For at skabe gode rammer og nye muligheder for udbygning af eksempelvis virksomheder af forskellig størrelse og til forskellige mennesker, kan der i Århusgadekvarteret indpasses til- og påbygninger til den eksisterende bebyggelse på nøje udvalgte steder.
En venlig by, som både beboere og besøgende har en følelse af er deres
Nordhavnsprojektet bygger på at skabe en bydel, hvor ny bebyggelse blandes sammen med det eksisterende havnemiljø. Den grønne struktur og den gode adgang til vandet tydeliggør og styrker kommunens politikker om lettere adgang til rekreative arealer og til vandet – for alle københavnere. Ændringen af Nordhavn fra havneområde til en ny bydel vil spille en stor rolle i udviklingen af Københavns egenart og vil underbygge og synliggøre kommunens arkitekturpolitik, der har byens egenart som et hovedmål. Enkelte delområder får rammebestemmelser, hvor bebyggelse og byrum fastlægges
efterfølgende.
Dialog med borgere og kommende brugere om byudviklingen
Siden 2007 er der blevet afholdt en række åbne debatmøder om Nordhavn. Denne praksis vil fortsætte og blive intensiveret omkring planernes høringsperiode, hvor der inviteres til en række dialogaktiviteter - for eksempel informationsmøder, sejlture, udstillinger, samarbejder med lokale aktører, midlertidige aktiviteter og events samt brug af sociale medier. Nordhavnsprojektet vil udvikles over lang tid. Derfor har både By & Havn og Københavns Kommune lagt stor vægt på at informere om Nordhavn udadtil, så fremtidige borgere og brugere får et godt grundlag for at påvirke udviklingen og samtidig føle medejerskab.
Du skal være logget ind for at skrive kommentarer.
Klik her for at logge ind
301000